Thulebasen - En rejse ind i det ukendte

Det eksperimenterende danske rockband Thulebasen dette år albumaktuelle med gruppens debutalbum Gate 5. Lørdag d. 3. december kan de opleves i et tværkunstnerisk samarbejde med lydkunstner SØS Gunver Ryberg på Gentofte Hovedbibliotek. Aftenen byder desuden på voodoo-trance med Baron Criminel.
     Ordet Thule stammer fra oldgræsk, og betegner en ø som lægger i det ukendte. Thulebasen på Grønland kan for mange danskere siges at være placeret i det ukendte, og den mangelfulde mediedækning er blot med til at forstærke dette indtryk. Rockgruppen Thulebasen nærer ikke umiddelbart noget ønske om at identificere sig med den yderst nordligt beliggende militærbase – om end de med betegnelsen ’fremtidens musik’ om deres egne kompositioner ønsker at udforske det endnu ukendte indenfor rockmusikken. Og så lader vi det stå usagt om, hvorvidt rygterne om en endnu ikke detoneret brintbombe under Thulebasen er sande eller ej…
     Thulebasen blev dannet af Nis Bysted, og den første udgivelse – Guitar Wand – var derfor et soloprojekt af Nis Bysted. Senere udviklede Thulebasen sig til en eksperimenterende rockgruppe, og Niels Kristian Eriksen og Felia Gram-Hansen sluttede sig til. I februar dette år udgav de som gruppe albummet Gate 5.
     Et besøg på deres hjemmeside afslører, at mængden af oplysninger om gruppen og dens medlemmer er simpel, men samtidig kondenseret til det vigtigste. Det samme kan siges om musikken på albummet Gate 5, hvor den rå lyd giver lytteren et indtryk af, at Thulebasen formår at simplificere deres brug af instrumenter og på den vis kondensere deres musik til det vigtigste i rockmusikken – gode solide trommerytmer, seriøs basgang og en præcis brug af guitaren. Enkelte af numrene leder ligefrem tankerne hen på gode gamle Black Sabbath – vel at mærke i deres velmagtsdage – dengang Ozzy og co. endnu var nyskabende og eksperimenterende i deres udtryk. Grundlaget er altså dannet med henblik på at udøve en eksperimenterende og udforskende musikstil, og med fødderne solidt forankret i det allerede eksisterende, afsøger de konstant nye yderområder med deres improviserede kompositioner. Det er det umiddelbare i musikken, som gruppen ønsker at fremhæve såvel live som på deres indspilninger, og dette kræver ifølge Nis Bysted at ”man kan forstå og står ved sin fælles intuition som gruppe, og at man også forstår at fange det umiddelbare”.    
     ”Thulebasen er et sted, alting kan udspringe fra”. Således udtaler trommeslager Felia Gram-Hansen sig i et interview til Politiken 29. juli 2011. Og videre forklarer Felia, hvordan deres samspil er baseret på et ønske om konstant at udfordre hinanden. Ud over hvervet som trommeslager i Thulebasen går Felia på kunstakademiet med ønsket om at skabe sig en selvstændig karriere som videokunstner. Man fornemmer ret hurtigt at Thulebasen er en slags kreativitetens arnested, og historien taler i den sammenhæng sit tydelige sprog. Deres første koncert sammen foregik som ren improvisation, og det endda på det flydende spillested Stubnitz – festskibet der hver sommer lægger til i Københavns havn. Thulebasen har taget et stort skridt fra at improvisere sig gennem en koncert på Stubnitz. Via mindre spillesteder og festivaler i Danmark, heriblandt den Århusianske eksperimental festival Pop Revo, var de i år at finde på Roskilde Festivalens program – endda for anden gang i bandets korte historie. Og ud over at spille i Danmark har Thulebasen været på koncertvisit i så forskellige og eksotiske lande som Tyskland og Tyrkiet, Finland og England samt Norge og Irland.
     Hvis du ønsker at høre Thulebasen spille live, skal du imidlertid ikke opsøge de mest traditionelle spillesteder, da trivialiteten ved stederne ifølge Felia og Nis ikke ligefrem er fordrende for gruppens kendetegn - improvisationen. Gruppens mantra er at de ’skal kunne spille hvor som helst og når som helst’, og ønsket om nærkontakt med publikum er da også en drivkraft for gruppen i deres ofte tætpakkede koncertprogram. Senest har man kunne opleve Thulebasen på henholdsvis Statens Museum for Kunst og CPH:DOX, samt på en todages turné i Island.
     Hvordan hænger det simple sammen med det improviserede? Og hvordan kan lyd og musik underlagt forskellige effekter beskrives som simpel? Disse spørgsmål kan besvares ud fra en devise om samspil, sammenhold og fælles handling. I selvsamme interview med Politiken forklarer forsanger og guitarist Nis Bysted at parolen for Thulebasen er, at der i deres sammenspil ikke er noget der hedder fejl. På den måde har de, som han udtrykker det: ”… forstået at handle i stedet for at snakke”. Den kreative simplicitet bliver således omdannet til et produkt af rå og uforfalsket impulsivitet og improvisation – og fremstår samtidig som et udtryk for fælles forståelse og tillid.